Jeg havde travlt med saksen, da jeg repræsenterede Danmark ved arrangementet 'Nordic Wonderland' ved The Phillips Collection i Washington DC i januar 2016. Arrangementet var sat i søen af fem nordiske ambassader i USA. De 200 deltagende amerikanske gæster kunne således stifte bekendskab med islandsk kunsthåndværk, finsk folkedans, norsk kortfilm, svensk danseteater - og dansk papirklip.
Der var fuld gang i saksene gennem hele arrangementet. De amerikanske deltagere var meget nemme at sætte i gang. Efter blot en kort introduktion til mit univers af klippede eksistenser greb børn, unge og ældre saksene og klippede løs. Det var dejligt. Så megen smil og latter på baggrund af et lille stykke papir
Om The Phillips Collection
The Phillips Collection er et af verdens mest fremtrædende museer for moderne kunst og samtidskunst som åbnede i 1921 som Amerikas første museum for moderne kunst. Malerier af fx Renoir og van Gogh er blandt de mange fantastiske impressionistiske og moderne værker, der fylder museets bygning. se også http://www.phillipscollection.org/
Se udvalgte fotos fra klippeværkstedet herunder. Flere fotos kan ses i et album på min facebookside
.