Papirklip til Lars Bom's stykke "Kærlig hilsen H.C. Andersen"

Skuespilleren Lars Bom er ankermanden bag musikforestillingen "Kærlig hilsen H.C. Andersen"

 

Jeg blev kontaktet af Lars Bom, som spurgte mig, om jeg ville klippe et papirklip til forestillingen. Det ville jeg selvfølgelig meget gerne. 

 

Opgaven lød på at lave et kæmpeklip, med udgangspunkt i H.C. Andersens digt Rosen paa Kisten, som indgår i forestillingen. Jeg havde ikke klippet et så stort papirklip før, og det var bestemt en udfordring. Jeg var nødt til at klippe det i mindre skala først, og så måle op og forstørre det op. Digtet handler overordnet set om død, kærlighed og sorg.

 

I dette helt nyskrevne musikdrama er H.C. Andersen på scenen - iskikkelse af Lars Bom - med tre musikere. I en crossover-forestilling, i krydsfeltet mellem musik, tekst og maskearbejde, ses den berømte forfatter selv fortælle sin egen historie på en helt særlig måde. I fortællingen indgår 15 stærke nyskrevne sange, hvis tekster er sjældne og ukendte digte af H.C. Andersen. Alle ordene er hans egne, – taget fra hidtil ukendte digte og breve, samt dagbøger, romaner, optegnelsesbøger og eventyr. Der er tale om en anderledes rejse i hans indre, en hudløs fortælling, hvor vi går bag masken og den myte, H.C. Andersen var så optaget af at bygge op om sig selv. Og det er en udforskning af teatrets virkemidler: Fra commedia dell’arte-masken der forestiller H. C. Andersen, til musikken, lydcollagerne og de refleksive og livsfilosofiske tekster, digte - og papirklip.

 

Stykket havde premiere på Teater Momentum i Odense i 2019 og er derefter rundt i landet på turne.

Lars Bom med papirklip af Torben Jarlstrøm Clausen

 

Papirklip af Torben Jarlstrøm Clausen til Lars Boms teaterforestilling Kærlig hilsen HC Andersen

 

Flyer til Lars Boms teaterforestilling Kærlig hilsen H.C. Andersen

 

Her er digtet:

Rosen paa Kisten (1851)

See Sørgetoget gjennem Gyden gaaer,
Det er et deiligt Solskin, Lærken slaaer,
Paa Kistelaaget er en Rose lagt,
Den unge Brud til Graven bliver bragt.

 

I Gyden her, som Barn hun leged glad,
Ved Hyldetræet hist, som Brud hun sad,
Ved Stenten der de skiltes, da han gik,
Ved Stenten der om ham hun Dødsbud fik.

 

Hvad drømte Rosen vel i Knoppen nys,
Hvad drømte den ved Solens første Kys,
Og ved det sidste glødende Farvel,
Hvad drømmer den paa Kistens sorte Fjel.

 

Torben Jarlstrøm Clausen · Svalevænget 3 · 5210 Odense NV · Tlf. 22 41 85 54 · kontakt@jarlstroem-klip.dk · www.jarlstroem-klip.dk